OVERLEGEN 2-2014 46 Folketinget vedtog i 2005 en kommunalreform, der nedlagde de 14 amter, som havde ansvaret for driften af sygehusene. Reformen gennemførtes i 2007, hvor fem nye regioner blev oprettet til at varetage opgaven. De nye regioner mistede retten til at opkræve skatter og dermed styre en del af sygehusenes økonomi. Nu er det staten og til dels kommunerne, der fastlægger de økonomiske rammer. Oprettelsen af fem store regioner har for alvor sat skub i samlingen af behandling på færre og større enheder. Politikerne i regionerne kunne se klare økonomiske fordele, bl.a. fordi man kunne spare dyr bemanding i aften og nattetimerne på de små sygehuse, som blev lukket. Og lægerne bakkede generelt op, fordi samlingen af behandling betød et løft for kvaliteten. Det gjaldt især kræftområdet. Desværre har processen været ujævn. I nogle regioner gikman hurtigt til værks med lukninger og fusioner, mens man andre steder satte lokalpolitiske hensyn over de sundhedsfaglige og beholdt små sygehuse. Men disse regioner kom i de følgende år under pres, fordi Folketinget gav landets øverste sundhedsfagligemyndighed, Sundhedsstyrelsen, nye «muskler». Fra at være udelukkende rådgivende har styrelsen nu bemyndigelsen til at diktere, hvilke regioner der må udføre højt specialiseret behandling, og hvor behandlingen skal placeres. Udviklingen har som nævnt ført til, at antallet af sygehuse til betjening af de ca. femmio. borgere er faldet med næsten 40 pct., og at afdelingerne på sygehusene er vokset tilsvarende. I dag ser vi anæstesi-, kirurgiske ogmedicinske afdelinger med flere hundrede ansatte. Det har givet mulighed for at styrke fagligheden og udviklingen af specialiseret og subspecialiseret behandling og diagnostik på alle de store sygdomsområder, og det er vurderingen, at denne udvikling har ført til højere kvalitet i både diagnostik og behandling. Regionsdannelsen og centraliseringen af behandling førte ikke til større frustration blandt landets overlæger somhelhed. Men det er klart, at især de mange afdelingsfusioner betød, at mange fik ny arbejdsplads, nye kolleger og nye chefer, hvilket sluger tid og ressourcer. Men overgangen fra klassisk rammestyring til new public management var sket nogle år før strukturreformen, især med indførelsen af drg-afregning og udvidet frit sygehusvalg for patienterne, som tilstræbte en vis markedsgørelse af sygehusvæsenet. Især reglen om frit valg af sygehus efter en måneds ventetid gav udpræget frygt for overbehandling. Den regel er i øvrigt ændret nu. Udfordringen for såvel læger, de øvrige personalegrupper og patienterne har derimod især handlet om at få organiseringen til at fungere på de nye store sygehuse og afdelinger. Ledelsernes «span of control» er vokset mærkbart. En ledende overlæger kan i dag være ansvarlig for et budget på flere hundrede mio. kr., men er uden nævneværdig support fra f.eks. økonomer. Samtidig er afstanden til den administrative ledelse i regionen betydeligt større end i amternes tid. Det bidrager til at gøre beslutningsprocesser mere bureaukratiske. Specialisering og subspecialisering har gjort planlægning af patientforløb til en akilleshæl i sundhedsvæsenet. Reformerne fulgtes ikke af skrappere økonomiske krav; disse kom til gengæld med finanskrisen i 2009, som for første gang førte til masseafskedigelser i sundhedsvæsenet. Overlægerne er især kommet i klemme, når det gælder tid og arbejdspres. De i forvejen store krav til produktivitet er steget yderligere, og mængden af krav om dokumentation og registrering er øget. Noget af dette har været drevet af faglige ønsker om bedre, mere ensartet kvalitet i behandlingen, men der er også indført en række bureaukratiske krav, der ikke har nogen effekt, men tager mere og mere tid. Den stramme økonomi, registreringskrav og de ledelsesmæssige udfordringer gør, at flere overlæger oplever stigende arbejdspres og mindre indflydelse. Det risikerer at fremme en lønmodtagerholdning frem for en leder- holdning, hvilket vil undergrave både effektivitet og kvalitet i behandlingen. Der er derfor brug for større råderum lokalt, bedre dialog mellem fagfolk, administration og politikere og en oprydning i dokumentationskrav, så man fokuserer på kvalitet i kerneydelsen, f.eks. via kliniske databaser og nationale kliniske retningslinjer. • Den danske sygehusreform – fordeler og ulemper På ti år er antallet af sygehuse i Danmark faldet fra 80 til 50. Det er blot ét billede på den centralisering af behandling og diagnostik, der har fundet sted, og som har været drevet af såvel faglige som økonomiske og politiske hensyn. Bag denne udvikling ligger en stor reform af den offentlige sektor i Danmark. Av Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger ››
RkJQdWJsaXNoZXIy MTQ3Mzgy