I oktobernummeret af Overlegen, side 22, skrev Jon Helle, nestleder i OFs styre, at ”… kvalitetssystem først og fremst lages for byråkrater og politikere”, og at de ikke vil ”fokusere på kvaliteten i de enkelte pasientmøter”. Da jeg første gang hørte om kvalitetssystemer tilbage i begyndelsen af 1980’erne, havde jeg samme opfattelse som Jon Helle, men efterfølgende har jeg set undersøgelser, der viser, at 30 % af alle indlagte patienter i Danmark ikke bliver medicineret korrekt, og at no-sokomielle infektioner hvert år koster de skandinaviske samfund milliarder. Derfor er jeg ikke i tvivl: Ikke at understøtte de mange igangværende kvalitetsforbedringsinitiativer i vore sundhedsvæsener ville være lige så tåbeligt som at være imod fred på jord. Både læger, sygeplejersker og ingeniører kan ligeså godt først som sidst indse, at krav om mere kvalitetsledelse, anstændigt smitteværn og ordentlig sygehuslogistik er kommet for at blive. Det er en tabersag at forsøge at stritte imod. Men Jon Helle har ret i, at det er vor opgave at medvirke til at tilrettelægge systemerne, således at værdiskabelsen og den gavnlige virkning for patienterne i form af læring i hverdagen i det kliniske miljø langt overgår den bureaukratibelastning, som uundgåeligt følger af forbedringsarbejder med det formål at udvikle og implementere nye retningslinjer. Derfor er jeg som Jon Helle skeptisk ved at en rapport fra Kunnskapssenteret (nr. 16, juni 2010, www.kunnskapssenteret.no) afslører, at Norge er ved at lægge op til udvikling af en helt ny, særskilt rammemodel for et nationalt kvalitetsindikatorprojekt til trods for, at der foruden ISO’s ledelsesstandarder understøttet af danskudviklede smitteværnsstandarder findes en række sundhedssektorspecifikke akkrediteringsmodeller i forvejen – fx en amerikansk model fra Joint Commission og en tilsvarende dansk model, der oven i købet ifølge Jon Helle trods omstændelighed fokuserer mere på klinikken, end en kommende norsk model ifølge Kunnskapssenteret forudses at ville gøre det. Der er ingen grund til at gå over åen efter vand. Det vil være langt klogere at stå på skuldrene af det, som allerede findes. Den danske standard DS 2450-2 (Krav til sundhedssektorens ledelsessystemer – Integration af risiko og infektionshygiejne i kvalitetsledelse) viser, hvordan et integreret sygehussystem med bevarelse af enkelhed og overskuelighed kan leve op til alle de førnævnte standarder og modeller. Evidensbaserede studier viser, at megen af den kvalitetsledelse, som kan spare liv, starter med patientsikkerheds-, risiko- og smitteværnsarbejde, og forbedringsarbejder efter Lean-metoden er effektive, når det drejer sig om at holde hus med knappe ressourcer. Vil man i Norge gerne gå egne veje, som der i Danmark er en ubændig trang til – trods vort lands lidenhed, er der mere plan i at udvikle en pendant til implementeringsstandarden DS 2450-2, således at egenarten af norsk helsevæsen kan udtrykkes ad denne vej frem for som i Danmark at bruge op til 10 år på at udvikle en ny, kompleks kravmodel med risiko for, at den ikke kommer til at hænge logisk sammen med ISO’s standarder fra den internationale arena. Og egentlig skal Jon Helle være glad for at eksisterende standarder og modeller ikke dækker sygdoms- og behandlingsspecifikke emner, men næsten udelukkende begrænser sig til generiske, sygehuslogistiske forhold. For det første kan lægerne ikke lade sig diktere af standardiseringsverdenen i relation til behandlings- og ordinationsret. For det andet vil behovet for fællesudviklede, kliniske retningslinjer ofte dækkes gennem de medicinsk faglige selskabers evidensbaserede referenceprogrammer og indikatorprojekter mv. af Torben Abildgaard Pedersen, Projektchef og seniorkonsulent i Fonden Dansk Standard http://www.ds.dk/ Leserbrev til Overlegen: Arbejdet med kvalitets- og risikoledelse er til for patienternes skyld – det redder liv OVERLEGEN 23
RkJQdWJsaXNoZXIy MTQ3Mzgy