OVERLEGEN 4-2015 35 Debatten om sygehusenes størrelse og det rette befolkningsunderlag begyndte for alvor at tage fart i slutningen af 1990’erne. Fortalerne for centralisering af behandling talte især for, at man havde spredt kompliceret behandling af f.eks. kræft på alt for mange afdelinger. Bl.a. blev det fremhævet, at brystkræft blev behandlet på over 80 afdelinger i landet og tarmkræft på over 60. Undersøgelse dokumenterede, at mange kirurger ikke havde den nødvendige rutine, og at dette direkte kunne aflæses i behandlingsresultaterne i form af for lav overlevelse. Debatten fik afgørende indflydelse på sygehusplanlægningen, da de 14 amter blev nedlagt og erstattet af fem regioner i 2007. Oprettelsen af regionerne førte til en bølge af sygehuslukninger og etablering af store afdelinger. Samtidig fik den nationale myndighed på området, Sundhedsstyrelsen, for første gang i historien beføjelse til at diktere antal højt specialiserede afdeling og deres placering. Grundlaget for denne omlægning er, at de almindelige sygehuse bør have et befolkningsunderlag på 200.000400.000 personer. Mere komplicerede behandlinger placeres i såkaldte regionsfunktioner, der kan befinde sig på 1-3 sygehuse per region, dvs. i alt 15. Her er bl.a. placeret behandling af almindelige kræftsygdomme. Dermed har omlægningen ført til, at en stor del af kræftbehandlingen er samlet fra ca. 50-60 afdelinger i 1990’erne til 15-20 afdelinger på landsplan i dag. De højt specialiserede afdelinger findes som hovedregel kun på et hospital i hver region, og i flere tilfælde er behandlingen samlet på 1-3 sygehuse i landet. Det gælder bl.a. transplantationer. Centraliseringen omfatter også akutberedskaber og traumecentre, der ligeledes er blevet samlet færre steder og udbygget med bedre præhospitalt beredskab. Under debatten i slutningen af 1990’erne var et af de centrale spørgsmål, hvorvidt centralisering vil føre til bedre behandlingsresultater. Der er ikke foretaget egentlige videnskabelige undersøgelser af effekten af den samlede omlægning af sygehusvæsenet i Danmark, men der findes undersøgelser, som indikerer, at den har haft positive effekter. Bl.a. viser undersøgelser, at kræftoverlevelsen på flere områder er steget væsentligt. Således er femårs-overlevelsen hos patienter med endetarmskræft steget fra 37 procent til 51 procent fra midten af 1990’erne til 2009. Udviklingen har desuden været drevet af et ønske om at udnytte især speciallægernes arbejdskraft bedre. Kritikerne af de små sygehuse pegede således på, at det var for ressourcekrævende at bemande vagtberedskaberne, især hvis man skulle sikre tilstedeværelse af speciallæger. • Centralisering i det danske sygehusvæsen Det danske sygehusvæsen har gennemgået en omfattende centralisering de sidste ti år. Udviklingen har ført til, at antallet af sygehuse er reduceret fra knap 80 til ca. 50, og at behandling af både enkle og komplicerede sygdomme er samlet på langt færre og væsentligt større afdelinger. Av Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen ›› Debatten fik afgørende indflydelse på sygehusplanlægningen, da de 14 amter blev nedlagt og erstattet af fem regioner i 2007.
RkJQdWJsaXNoZXIy MTQ3Mzgy