NPM i Danmark

Der skal udvikles nye styreformer, som markerer et farvel til klassisk NPM.

Markedsorientering og DRG-Takster

New public management (NPM) er et system indenfor ledelse, der er benyttet af offentlige forvaltninger siden 1980′- erne med det formål at modernisere den offentlige sektor. Et centralt værktøj er en større markedsorientering, som ifølge teorien vil føre til højere kvalitet, større gennemsigtighed og mere effektiv drift.

I det danske sundhedsvæsen vandt systemet indpas med indførelsen af behandlingsgarantier, drg-takster og frit valg af behandling på offentlige eller private hospitaler og klinikker.

De første skridt blev taget med indførelsen af diagnoserelaterede grupper til brug for effektivitetsmålinger i 1996, men det var først, da drg-systemet blev koblet til finansieringen af sygehusene, at New Public Management for alvor fik fodfæste.

Konkurrence og behandlingsgarantier

Det skete i 2002 under en borgerlig regering, der ikke kun indførte drg-takster, men samtidig åbnede for konkurrence mellem private og offentlige sygehuse. Hvis de offentlige sygehuse ikke kunne behandle ventelistepatienter inden for en given frist, skulle patient­erne kunne vælge privat behandling for det offentliges regning.

Det førte til en stærk fokusering på produktion og målopfyldelse, og det førte flere steder også til hård konkurrence ikke kun mellem offentlige og private sygehuse, men også indbyrdes mellem offentlige sygehuse om, hvem der kunne behandles flest patienter mest effektivt.

Det mest markante resultat har været et fald i de gennemsnitlige ventetider til planlagte operationer af f.eks. knæ og hofte – og en markant årlig stigning i sygehusenes produktivitet på 2-3 pct. årligt.

For meget fokus på kvantitet

Men bagsiden af medaljen er de sidste par år blevet så tydelig, at der både blandt sygehusenes driftsherrer – regionerne – og i Folketinget er ­opstået et markant ønske om at forlade NPM i den form, vi kender det.

Først og fremmest har det vist sig, at øget produktivitet ikke altid giver den bedste kvalitet i behandlingen. Produktivitetskravet har ført til en stærk stigning i den elektive kirurgi, og det diskuteres nu ihærdigt blandt fagfolk, om man opererer for mange. Og der er bred enighed om, at ventetids­garantien på 30 dage fører til et pres på systemet, som indebærer en risiko for, at man i visse tilfælde opererer patienter, der kunne have bedre effekt af konservativ behandling.

For det andet har styreformen ført til et stort pres på sygehusenes ledelsessystem, hvor man i stigende grad oplever, at råderummet til at prioritere indskrænkes af centrale direktiver og markedsgørelsen. I kølvandet på NPM har behandlingspakker vundet indpas på en lang række sygdomsområder. Dette har især inden for psykiatrien ført til kritik af en tankeløs fokusering på aktivitet frem for indhold i behandlingen.

Sidst men ikke mindst har kravet om en årlig produktivitetsfremgang på to pct. ført til en vidtgående kritik fra læger og de øvrige ansatte på sygehus­ene samt regionerne, der mener, at man er ved at have nået grænsen for effektiviseringer.

Ny fokus på mere kvalitet – værdi for patienten

Derfor er der blandt læger og regioner i dag enighed om, at der skal udvikles nye styreformer, som markerer et farvel til klassisk NPM. I stedet for rendyrket aktivitetsmåling og markedsgørelse ønskes et system, hvor sygehusene måles på kvaliteten af deres ydelser og på opfyldelse af patienternes ønsker. Flere regioner er på vejen væk fra at styre deres sygehuses økonomi på baggrund af drg-systemet og eksperimenterer med kvalitetsbaserede styreformer.

På den baggrund kan man konkludere, at NPM i den klassiske form så småt er ved at blive rullet tilbage. Men det betyder ikke, at sygehusene nu får frie hænder. De skal fortsat leve op til et omfattende sæt behandlingsgarantier for både livstruende sygdomme og elektiv behandling, som i dag dækker både somatik og psykiatri.

Og fronterne er fortsat trukket hårdt op, når det gælder kravene til sygehus­enes produktivitet. Måske er der et politisk flertal på vej, som vil opgive kravet om en årlig vækst på to pct. Men regeringen står indtil videre fast på dette. Og forklaringen herpå er ret enkel. De økonomiske gevinster, man opnår med to pct-kravet, bruges i vid udstrækning til at finansiere ny behandling og ny, dyr medicin på syge­husene. Hvis man ikke henter pengene via øget produktivitet, skal pengene findes andre steder, og det mener regeringen ikke, at der er råd til. Så selv om NPM er på retur, vil systemet sandsynligvis leve videre på sygehusene i en eller anden form et godt stykke tid endnu.