Folketingsvalg afgør fremtiden for de danske privathospitaler

Med et regeringsskifte kan de se frem til større efterspørgsel, mens de sandsynligvis vil forblive i en mere marginal position, hvis den siddende regering genvinder magten. Frem til 2001 overlevede privathospitalerne med et ganske beskedent antal patienter, som selv betalte for behandling. Det ændrede sig, da de borgerlige partier overtog regeringsmagten og satte frit valg i sundhedsvæsenet øverst på den politiske dagsorden.

Behandlingsgaranti

Borgerne fik en behandlingsgaranti, der gav adgang til privathospital, hvis de offentlige sygehuse ikke kunne levere behandling inden for to måneder. Og da ordningen i 2006 blev ændret til en behandlingsgaranti allerede efter én måned, skabte det en eksplosiv stigning i aktiviteten på de private hospitaler. Således nåede de en omsætning på 1,3 mia. kr. i 2008 alene for behandling af patienter, der var henvist via behandlingsgarantien. Det svarede til ca. to pct. af de samlede sygehusudgifter.

Finanskrise

Men så ramte finanskrisen, og for første gang i årtier skulle de offentlige sygehuse i Danmark gennemføre massefyringer. De fem nye regioner, som havde overtaget driften af sygehusene efter de 14 nedlagte amter, kunne ikke politisk holde til at sende tusindvis af patienter på privathospital, samtidig med at de skulle skære markant ned på deres egne offentlige sygehuse. Derfor blev der overalt i landet sat ind for at øge aktiviteten så meget, at det ikke ville være nødvendigt at sende patienter videre til privathospital. Det fik vidtrækkende følger: Først faldt antallet af patienter på privathospitalerne markant, og siden førte det til, at privathospitalerne måtte sænke deres priser væsentligt. Adskillige gik konkurs.

Utredningsgaranti

I 2011 mistede de borgerlige partier regeringsmagten, og Socialdemokraterne dannede regering med to andre partier og med statsminister Helle Thorning i spidsen. Den nye regering opfyldte et vigtigt valgløfte – indførelsen af en såkaldt udredningsret, altså at nå frem til en diagnose, eller en udredningsplan, indenfor en måned. Tidligere gjaldt behandlingsgarantien kun for patienter med en diagnose, og det medførte, at mange med komplicerede sygdomme ikke fik gavn af ordningen. For at mindske presset på sundhedsvæsenet blev den nye patientrettighed suppleret med en begrænsning, så behandlingsgarantien for en række mindre alvorlige sygdomme igen først gælder efter to måneders ventetid. Skiftet fra adgang til privat behandling efter to måneder i stedet for en måned bidrog stærkt til yderligere nedgang for privathospitalerne. Oven i denne udvikling sørgede de offentlige hospitaler og regionerne for målrettet at hjemtage de dyreste patienter, så de private hospitaler kun får opgaven med at behandle offentlige patienter der, hvor de er billigere end de offentlige sygehuse.

Redusert privat

Konsekvensen var entydig. I 2013 var privathospitalernes indtægter fra behandling af patienter fra det offentlige sundhedsvæsen faldet fra 1,3 mia. kr. til 470 mio. kr. Dermed var de i realiteten sat tilbage til tiden før det store boom. Men det er bemærkelsesværdigt, at de store op- og nedture kun i begrænset omfang har præget den politiske debat. Langt de fleste partier i Folketinget accepterer, at der findes privathospitaler, som samarbejder med det offentlige sundhedsvæsen. Skillelinjen går ved, hvor stor en rolle de skal spille i det samlede sundhedsvæsen.

Privat: Buffer eller aktør

Partierne i Thorning-regeringen ser primært privathospitalerne som en «buffer», der kan træde til, når der er kapacitetsproblemer på de offentlige sygehuse – en buffer der er underlagt regionernes samlede styring af sygehusene. Modsat ser de borgerlige partier privathospitalerne som en aktør, der tjener to vigtige formål: De sørger for, at offentlige sygehuse udsættes for konkurrence, og de giver borgerne/patienterne mulighed for at vælge, hvor de helst vil behandles. Især det frie valg har været en vigtig mærkesag. Senest til september skal der være valg til Folketinget, og disse skillelinjer i holdningen til privathospitaler kommer til at spille en væsentlig rolle i valgkampen. De borgerlige partier går nemlig til valg på at genindføre en behandlingsgaranti efter kun en måneds ventetid. Dette vil med stor sandsynlighed føre til, at langt flere patienter skal behandles på privathospitalerne, da de offentlige sygehuse ikke har kapacitet nok til at tage alle patienter ind inden for en måned. Desuden lægger den borgerlige fløj op til, at den nye udredningsret – også kaldet diagnosegarantien – skal give patienterne samme ret til valg af privathospital, som de får med behandlingsgarantien. I dag giver udredningsretten ikke patienten adgang til at vælge privathospital. Det er kun regionen, der kan træffe denne beslutning. De to forslag vil føre til en markant vækst hos privathospitalerne – til trods for at ventelisterne er de korteste i mange år. Ventetiderne var sidste år 49 dage i gennemsnit, hvilket er fem dage mindre end for ti år siden under højkonjunkturen. Men de borgerlige forslag vil sandsynligvis også føre til øget opmærksomhed på nogle af ulemperne ved at bruge privathospitaler. Sundhedsvæsenet har efter finanskrisen været underlagt den strammeste økonomiske styring siden 1980erne, og der er ikke tegn på, at der kommer væsentlig flere midler. Det betyder, at der skal flyttes ressourcer fra de offentlige til de private hospitaler, og det kan føre til skævvridning af den samlede indsats i sundhedsvæsenet, hvor patienter med komplicerede diagnoser og sygdomme, der ikke anses for at være rentable at behandle, bliver nedprioriteret til fordel for patienter med sygdomme, hvor der er hård konkurrence mellem offentlige og private hospitaler.

Legeflukt

Samtidig vil det føre til en stigning i efterspørgslen på lægelig arbejdskraft. Da privathospitalerne havde størst fremgang, var der i den offentlige debat stor betænkelighed ved, at mange offentligt ansatte læger havde bijob på privathospitaler. Bekymringen gik på, at de kunne være tilskyndet til at afvise patienterne på det offentlige sygehus for at få mere at lave i deres typisk bedre betalte bijob. Samtidig vil den øgede aktivitet formentlig få de fleste finansministre til at frygte et større lønpres på det lægelige arbejdsmarked, som i forvejen er præget af mangel på speciallæger. Bekymringen over især lægernes bijob og mulige dobbeltrolle har dog vist sig ikke at holde stik. For det første har sygehusejerne sørget for, at den læge, der behandler, ikke samtidig står for visitationen af patienterne. Lægen kan altså ikke sende patienterne fra det offentlige sygehus til det privathospital, hvor hun har bijob. Samtidig har en undersøgelse fra Syddansk Universitet dokumenteret, at læger med bijob lægger mindst lige så mange timer i deres primære offentlige job, som læger uden bijob gør. Undersøgelsen har dermed fjernet en frygt for, at bijobbene førte til en nedgang i aktiviteten på de offentlige sygehuse. Men selv hvis privathospitalerne skulle få en mere fremtræden rolle efter et evt. regeringsskifte, er der ikke væsentlige tegn på, at der ændres fundamentalt på opgavefordelingen i sygehusvæsenet. I andre lande som f.eks. Sverige findes der offentlige hospitaler, der bliver drevet af private firmaer, men denne konstruktion har aldrig vundet indpas eller større interesse i Danmark. En enkelt af Danmarks fem regioner har udtrykt interesse for modellen og har udliciteret driften af en enkelt afdeling på et hospital til Aleris-Hamlet koncernen. Overlægeforeningen har sagt god for modellen, så længe løn- og arbejdsforhold og kvalitet i behandlingen er i orden, men der har ikke været tegn på, at det er en konstruktion, som er i fremdrift. Og så længe regionerne og Folketinget ikke ændrer ved den grundlæggende rollefordeling, vil privathospitalerne med stor sandsynlighed primært være et supplement til det offentlige sundhedsvæsen, som vokser og krymper alt efter behov. •