Gjengis med tillatelse og tidligere publisert i  «Politiken» Danmark, 22.6.2014

Kære Signe Lund Christensen. Tak fordi du som nybagt mor har taget dig tid til at beskrive dine oplevelser på Rigshospitalet (Pol. 18.6.). Jeg kan desværre alt for godt genkende din oplevelse fra mit job som læge og som pårørende. Men hvorfor er det gået så galt for sundhedsvæsenet i et land med et betydeligt økonomisk og menneskeligt overskud. Jeg tror, det har flere årsager, bl.a.:

Styring

I de 30 år jeg har fungeret som læge, er der kommet tiltagende fokus på ledelse. Hovedtesen har ­været, at bare man kunne betegnes som leder, så behøvede man ikke have forstand på den faglige substans. Mange af disse personer er uddannet i økonomiske og administrative fag, hvorfor fokus ganske naturligt rettes mod økonomi og administrations- systemer. Selvfølgelig skal vi beskæftige os med økonomi og administration i sundhedssektoren – men det er et problem, når det mentale fokus blandt fagfolkene bliver håndtering af administrative og ikke sundheds-faglige problemer. Hertil kommer, at «systemorienterede» ledere ikke kan styre ved at gå forrest og påvirke organisations-kulturen, men kun lede i form af instrukser og administrative reguler­inger. Vi er endt med en økonomi- og instruksstyring, som i bedste fald fungerer suboptimalt, og som har ­henvist kulturstyring og sund fornuft til skammekrogen.

IT-systemer

I de senere år er der implementeret et stort antal IT systemer – i en god mening. Men de er dårligt fungerende, tids-slugere som medfører irritation og optager vores opmærksomhed i en sådan grad, at det tager fokus væk fra det væsentlige, nemlig en fornuftig og imødekommende varetag­else af patient­ens behov. IT systemerne har desuden tilskyndet til en registreringsbølge, som optager ­personalets tid og ikke mindst opmærksomhed.

Personalet

Når jeg spørger mine kolleger (sygeplejersker og læger), hvorfor de valgte deres fag, svarer de oftest, at et væsentligt incitament var ønsket om at gøre noget godt for andre. Det ønske blev udnyttet groft i gamle dage – man kunne få os til næsten alt, hvis vi fik tilfredsstillet et selvisk behov for at føle, at vi personligt gjorde en forskel for en person, der trængte til hjælp. En sygeplejerske kunne danne sig et overblik over en afdeling, se at fru Jensen trængte til en lille snak og hr. Hansen til rent sengetøj – og hun ­kunne gå hjem med følelsen af «Yes, jeg har taget nogle gode beslutninger i dag og hjulpet menneskeheden». Nu vil hun gå hjem med en nederlags­følelse, fordi hun ikke fik faldscreenet fru Jensen og ernærings­screenet hr. Hansen. Og hvad værre er, hun kan forledes til at tro, at hun ikke kan stole på sin sunde fornuft, som tilsagde ­hende at snakke med fru Jensen og skifte sengetøj hos hr. Hansen. Personalet skal i dag have rigtigt mange bolde i luften – så mange, at der ikke er plads til dem – de flyver kaotiske rundt og falder ofte pladask ned. Vi har måske egentlig tid nok i sundhedsvæsenet – men vores sind er opfyldt med administrative-, økonomiske-, IT-, registrerings-, styrings- og instruks- bolde i en sådan grad, at der ikke er plads til de oprindelige vigtige bolde, som var faglige og rettet mod patient­ernes behov og ønsker.

I de senere år er der implementeret et stort antal IT systemer – i en god mening. Men de er dårligt fungerende, tids-slugere som medfører irritation og optager vores opmærksomhed i en sådan grad, at det tager fokus væk fra det væsentlige, nemlig en fornuftig og imøde- kommende varetag­else af patientens behov. Niels Obel

Kvalitetsstyring

De senere år har der været mange velmenende tiltag til kvalitetsstyring. Oftest har det dog resulteret i kvalitetsmåling af let tilgængelige parametre, som f.eks. screening for multi­resistente bakterier, om medicinen er godkendt, og om der er noteret en kontaktlæge. Målopfyldelsen opnås desværre tit ved, at personalet ind- fører systemer, som leder til gode tal i excell-regnearket – f.eks. ved at alle får noteret den ledende over­læges eller den vagthavendes navn i kontaktlægefeltet. En afledt konsekvens er, at resultater over beståelsesgrænsen betragtes som tilstrækkeligt, hvor- for halv-godt udlægges som en succes. Signe Lund Christensen, du havde kraft til at give din mening til kende. Men du var også i en situation, hvor der var stor sandsynlighed for, at din situation ville forbedres. Det gælder desværre ikke alle patienter – nogle har sygdomme, hvor det kun kan gå ubønhørligt ned ad bakke. Det er nok den sværeste og mest ydmygende ­situation for et menneske og dets på­rørende – en situation, hvor der absolut ingen kræfter er til at tænke på andet end sig selv, og hvor man har allermest behov for betingelsesløs hjælp – og ikke har kraft til at gå i ­ dialog med hospitalssystemet – den døde skriver ikke læserbreve! Vi bliver nødt til at få en dialog om, hvordan vi forhindre oplevelser som dine. Håber, at vores læserbreve kan være med til at starte en debat. Men hvis det skal føre til resultater, fordre det, at der i de øverste ledelseskredse er et reelt ønske om at ændre ledelsesfokus og -metoder. •